Det er fire dage siden, at Venstres nye minister Mia Wagner gik på sygeorlov, blot en uge efter at hun var tiltrådt på posten.
Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen fortæller til DR, at Mia Wagner er ved godt mod.
- Jeg har talt flere gange med Mia Wagner i løbet af de seneste dage. Det er selvfølgelig alvorligt, når man falder om på den måde, som Mia Wagner gør. Derfor gennemgår hun også nogle lægelige undersøgelser. Og så har jeg ikke mere at tilføje end det, siger han.
Men hvordan har hun det?
- Det er jo et kæmpe chok. Jeg synes, at efter omstændighederne er hun ved godt mod. Men det er klart, hun skal jo gennemgå nogle lægelige undersøgelser, og så må vi afvente dem, siger han.
Mia Wagner fik i fredags et alvorligt ildebefindende og besvimede i sit eget hjem. Fredagen forinden blev hun udnævnt som minister for digitalisering og ligestilling.