Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har sent en ansøgning til UNESCO, hvor han argumenterer for, at Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur optages på FN-organisationens prestigefyldte liste over verdensarv. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Molerklinterne indeholder fossiler af fisk, planter, insekter og fugle fra den Eocæne periode for 56 millioner år siden.
Og ministeren håber, at det ikke bliver den sidste ansøgning, han sender afsted.
- Jeg giver ikke op, før komitemedlemmerne i UNESCO kan stave til Danmark i søvne, udtaler han i pressemeddelelsen.
Otte lokaliteter er lige nu på Verdensarvlisten. Det er blandt andet Roskilde Domkirke, Stevns Klint og Jellinge Monumenterne.