Det er dybt tragisk og uværdigt, at en mand kunne ligge død i sit hjem i fire uger, fordi ansatte i Nyborg Kommune glemte at kontakte mandens læge.
Det siger Peter Enevold, der er formand for Ældresagen i Nyborg-Ullerslev.
- Men det er heller ikke noget, der normalt kendetegner ældreplejen i Nyborg Kommune, heldigvis.
Manden døde under et besøg af hjemmeplejen midt i december. Ifølge sundheds- og ældrechef i Nyborg Kommune Solveig Christiansens skriftlige redegørelse, som DR har set, blev situationen håndteret korrekt af både kommunens medarbejdere, læge og redningspersonale.
Problemet var bare, at kommunens medarbejdere ikke fik givet borgerens egen læge besked. Derfor blev der ikke foretaget et ligsyn og udfyldt en dødsattest. Det var der ingen, der opdagede, før en aftenvagt fire uger senere fik øje på et åbent vindue i mandens lejlighed og derefter så ham ligge død i sengen.
Solveig Christiansen har undskyldt hændelsen, hvilket Peter Enevold ser som en selvfølge.
- Og hun skal vel også sige, at hun gør sit yderste for, at det ikke sker igen, og det har jeg også indtryk af, at hun gør, siger han og slår fast, at Ældresagen stadig har tillid til Nyborg Kommune.
- Jeg opfatter det som en enkeltstående, meget tragisk hændelse. Havde det her været anden, tredje, fjerde hændelse af samme karakter, havde vi kigget på sagen og adresseret den på en helt anden måde. Men her har vi tillid til, at det næsten med statsgaranti ikke sker igen.
En lang række dårlige sager
Peter Enevold siger, at han overvejer at nævne hændelsen, når den lokale afdeling af Ældresagen har generalforsamling i marts.
- Hvor vi fortæller, at det er noget, vi ser med stor alvor på, men at vi sandelig håber, at det ikke sker mere, siger han.
Sagen kommer i kølvandet på en lang række af dårlige sager i Nyborg Kommunes socialafdeling, som har fået kritik af både Socialministeriet og eksperter fra forråelse blandt de ansatte og deciderede lovbrud.
Ældrechef Solveig Christiansen har det dårligt med, at Nyborg Kommune nu endnu en gang bliver nævnt for en mildest talt kedelig sag.
- Jeg er rigtig ked af det, der er sket, og jeg er rigtig ked af de konsekvenser, det har haft for de medarbejdere, der har haft de oplevelser, de har haft. For det har ikke være nogen rare oplevelser. Så det er jeg da rigtig ærgerlig over, siger hun.
Medarbejdere og ledere er blevet tilbudt samtaler med en krisepsykolog, oplyser Solveig Christiansen i sin redegørelse.