Retten i Hjørring har idømt en 20-årig mand forvaring for blandt andet besiddelse af overgrebsmateriale med børn og overfald på en fængselsfunktionær. Det skriver retten i en meddelelse.
Den dømte var også tiltalt for hærværk, et røveriforsøg på en tankstation og trusler mod pædagoger på et botilbud.
Både en erklæring fra Retslægerådet og en retspsykiatrisk erklæring anbefalede forvaring, fordi den 20-årige blev vurderet til at frembyde en nærliggende og væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed på grund af risiko for fremtidig kriminalitet.
Han nægtede sig skyldig i at have benyttet en kuglepen med et påsat barberblad ved overfaldet på fængselsfunktionæren og i at have truet pædagogerne.
Den 20-årige mand har anket de ikke erkendte forhold, skriver Retten i Hjørring.