Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil have Panamakanalen, som USA for 25 år siden overdrog til Panama, tilbage.
Begrundelsen skulle blandt andet være, at amerikanske skibe "bliver flået".
Men stort set alt, hvad Trump har sagt om situationen angående Panamakanalen, er "100 procent faktuelt forkert".
Det siger Lars Jensen, direktør i Vespucci Maritime og mangeårig analytiker i shippingbranchen, til P1 Orientering.
'Vi tager den tilbage'
Trump har blandt andet sagt:
- Amerikanske skibe betaler alt for meget og bliver ikke retfærdigt behandlet på nogen som helst måde, og det gælder også den amerikanske flåde, sagde han i sin indsættelsestale og tilføjede:
- Kina driver Panamakanalen, og vi gav den ikke til Kina. Vi gav den til Panama, og vi tager den tilbage.
Det var USA, der byggede den 82 km lange Panamakanel, der forbinder Stillehavet og Atlanterhavet og giver skibsfarten en smutvej, så de ikke skal rundt om Sydamerikas sydspids.
Kanalen stod færdig i 1914, og i årtier var det USA, der styrede kanalen.
Men den 31. december 1999 blev den overdraget til Panama efter en aftale, som den daværende amerikanske præsident Jimmy Carter indgik i 1977.
Den aftale kalder Donald Trump en "stor fejltagelse", og på det seneste er han kommet med flere udsagn om kanalen.
Han har blandt andet sagt, at der er kinesiske soldater ved Panamakanalen. Noget, som Panamas præsident José Raúl Mulino har afvist.
Alle skibe skal betale det samme
Det heller ikke sandt, når Trump siger, at amerikanske skibe betaler for meget eller bliver uretfærdigt behandlet.
I den aftale, som der blev indgået mellem USA og Panama i 1977, er der nemlig - efter amerikansk ønske - udpenslet, at kanalen skal være neutral.
Alle skibe skal have lige adgang og betale det samme.
- Den neutralitetsaftale er krystalklar. Panama må ikke give nogle fordele til nogle lande overhovedet. Så hvis du kommer med en bestemt type skib, så betaler du nøjagtigt det samme, uanset hvilket land du er fra. Der er ingen forskelsbehandling overhovedet, siger Lars Jensen.
- Så når Trump postulerer, at amerikanske skibe bliver behandlet specielt dårligt, er det simpelthen faktuelt forkert, siger han.
Panamas regering styrer kanalen
Faktisk er den eneste undtagelse i aftalen, at amerikanske krigsskibe har fortrinsret til at komme hurtigere igennem kanalen, hvis de har brug for det, skriver nyhedsbureauet AP.
Det andet af Trumps postulater, at det er Kina, der kontrollerer kanalen, er også faktuelt forkert, siger shippingekspert Lars Jensen fra Vespucci Maritime.
- Det er Panamas regering, der styrer kanalen, siger han.
Trump kan muligvis hentyde til, er at det er et Hongkong-konsortium, CK Hutchinson, der i 2021 vandt udbuddet om at drive havne i ender af kanalen.
- Men der er også et selskab fra Singapore, der opererer en containerterminal, og den største containerterminal er opereret af et amerikansk selskab. Så den største havn dernede er faktisk amerikansk og ikke kinesisk, fortæller Lars Jensen.
'Danmark kontrollerer ikke Suez-kanalen'
Og bare fordi et firma af en bestemt nationalitet ejer en havn, betyder på ingen måde, at man kontrollerer kanalen, siger eksperten.
Han nævner, at Mærsk således opererer en stor containerhavn ved indløbet til Suez-kanalen, der forbinder Middelhavet og Det Røde Hav.
- Med Trumps logik kunne man argumentere for, at det er Danmark, der kontrollerer Suez-kanalen. Det giver ingen logisk mening i nogen verden, siger shippingeksperten.
Borgerne i Panama stemte for udvidelse
Men det er ikke kun USA, der har betalt prisen for den nuværende kanal, som Trump nu ønsker at overtage.
Størrelsen af de skibe, der kan gå gennem kanalen, er nemlig begrænset af størrelsen på de slusekamre, der løfter skibene op til et niveau 26 meter over havet.
Derfor ønskede Panama efter overtagelsen at udvide kanalen, der er landets hovedindtægtskilde, så den kunne tage større og flere skibe.
I 2006 afholdt Panama derfor en folkeafstemning, hvor vælgerne med et overvældende flertal stemte for en kæmpe udvidelse af kanalen, der stod færdig i 2016.
- Trump har ved tidligere lejligheder sagt, at det er USA, der har betalt for kanalen. Ja, det gjorde de, da den blev bygget for hundrede år siden, men de store udvidelser, der siden er kommet, har Panamas regering betalt, siger Lars Jensen, direktør i Vespucci Maritime.
Trump har dog ret, når han siger, at kanalen på byggetidspunktet var det dyreste projekt, som USA på daværende tidspunkt havde gennemført, vurderer flere eksperter.
Udsagn om dødsfald er også forkert
Trump har dog ikke ret, når han siger, at USA "mistede 38.000 liv" under byggeriet af kanalen.
Langt de fleste dødsfald, omkring 25.000, skete nemlig under det franske byggeforsøg i 1880'erne.
I den amerikanske del af byggeriet i 1904-1914 døde omkring 6.000 personer.
Langt de fleste var fra ø-staten Barbados, fortæller Matthew Parker, forfatter til bogen 'Hell’s Gorge: The Battle to Build the Panama Canal', til BBC.
- Vi kan sandsynligvis sige, at omkring 300 amerikanere døde under byggeriet af denne fantastiske ingeniørtriumf, siger han til BBC.
Hør shippingekspert Lars Jensens gæt på, hvad Trump vil opnå med sine udsagn om Panamakanalen i P1 Orientering: