Der kommer en pressemeddelelse ud, og så ved alle, at du snart er uden job.
Specielt, men det er nu engang præmissen som professionel håndboldspiller, hvis din arbejdsgiver vil noget andet, skal spare, har kørt konkurrenten i stilling. I Johan Hansens tilfælde skete det i september, da storklubben Flensborg meddelte, at landsholdsspilleren stopper hos dem til sommer.
- Det er ingen hemmelighed, at der ikke er noget på plads endnu. Jeg har bevidst valgt at tage januar ud af kalenderen og ikke snakke med klubber for at have fuldt fokus på slutrunden, siger Johan Hansen.
- Efter VM må vi se, om man skal få skrevet under på noget, eller om der lige pludselig dukker noget nyt op. Det ved man jo aldrig
Det særlige er dog, at højrefløjen er alene om at være i den situation i Danmarks VM-trup.
En gennemgang viser, at samtlige af holdkammeraterne har kontrakter, der løber videre, og for typer som Emil Jakobsen og Magnus Saugstrup er der styr på jobsituationen helt frem til sommeren 2029.
VM er et stort udstillingsvindue
Danmarks højrefløj med de færøske rødder indikerer imidlertid, at frygten for at gå uden job er meget lille.
- På nuværende tidspunkt har jeg valgt at sætte det i bero, og så ser vi efter slutrunden, om vi ikke skal få skrevet under på noget, inden det bliver for sent, siger landsholdsspilleren.
- Det er en speciel situation, men på en eller anden mærkelig måde stressede jeg mere over min kontraktsituation for et år siden, end jeg gør lige nu.
- Vi skal nok finde noget godt. Jeg har nogle okay muligheder, ikke som en sikkerhed, det er et forkert ord at bruge, men jeg synes, at der er gang i nogle spændende ting, og så må vi se, når slutrunden er færdig, om de muligheder stadigvæk er der, eller om der er noget andet, der dukker op, siger Johan Hansen.
Et VM varer tre uger, hvor håndboldsportens øjne rettes samme sted, og det betyder også, at højrefløjen - og andre i samme situation - kan bruge bevågenheden til at gøre opmærksom på sig selv.
- VM er et kæmpe stort udstillingsvindue. Man har ofte set specielt med spillere fra de lidt mindre nationer, der har gjort det rigtig godt (at de skifter til større klubber, red.).
- Færøerne var med til EM sidste år, og der er flere af dem, der i dag spiller i Bundesligaen og den danske liga. Så det er helt sikkert et kæmpe udstillingsvindue at vise sig frem i. Specielt hvis man ikke har været på den internationale scene tidligere, siger Johan Hansen.
Selvom langt størstedelen af håndboldherrerne har kontrakter, som løber videre efter sæsonen, betyder det ikke, at de er låst til at blive. Det er ikke unormalt at have klausuler, som gør det muligt at komme videre, hvis andre muligheder byder sig.
Men arbejdsløse? Det bliver hverken Johan Hansen eller holdkammeraterne nok næppe.