Det kom som et mindre chok, da den danske cykelrytter Mads Pedersen i sidste uge meddelte, at han ikke stiller til start ved sommerens Tour de France.
Danskerens amerikanske Lidl-Trek-mandskab har valgt at satse på den italienske sprinter Jonathan Milan som rytteren, der skal jagte etapesejre på de franske landeveje denne sommer.
Dermed får Mads Pedersen ikke mulighed for at køre efter den grønne pointtrøje, som han ellers gerne ville, og den danske Lidl-Trek-stjerne har da heller ikke lagt skjul på, at beslutningen ikke kun har været op til ham.
Den danske sportsdirektør hos Lidl-Trek, Kim Andersen, kan da også fortælle, at beslutningen om ikke at have den tidligere danske verdensmester på Tour-holdet har været svær.
- Der har været meget lange overvejelser, og i sidste ende er det blevet besluttet, at Mads ikke skal køre Tour de France. Men jeg kan garantere, at det ikke har været en let beslutning, fortæller Kim Andersen til DR Sporten.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Mads Pedersen skal i stedet køre Vuelta a España til august, og med lange udsigter til et langt etapeløb kan Pedersen i de kommende måneder holde fokus udelukkende på forårsklassikerne.
- Selvom Tour de France er stor, er Mads er ikke så fanatisk omkring det, så han har taget det flot og lynhurtigt sat sig nogle andre mål.
- Jeg er overbevist om, at det er med til at gøre ham bedre i år og kan motivere ham endnu mere, siger Kim Andersen.
Skjelmoses Tour-deltagelse er en gammel plan
Mads Pedersens fravær i Tour de France betyder dog ikke, at Lidl-Trek bliver danskerløse i verdens største cykelløb.
Tirsdag kunne Mattias Skjelmose nemlig fortælle til TV2 Sport, at han, for anden gang i karrieren, skal prøve kræfter med den franske grand tour.
Men hvor det for Mads Pedersens var en ville godt, får ikke lov, bliver det for Mattias Skjelmose mere ville ikke, men skal.
- Det har været sådan lidt en mærkelig samtale, fordi jeg egentlig helst ville køre Giroen, men holdet insisterede på, at jeg skulle køre Touren, sagde Mattias Skjelmose til TV2 Sport.
Mattias Skjelmose debuterede i Tour de France i 2023, dog uden den store succes. Sidste år skippede han så det franske etapeløb og kørte i stedet Vuelta a España, hvor han sluttede som nummer fem og vandt den hvide ungdomstrøje.
Derfor mente Skjelmose selv, at den bedste plan for ham i 2025 var at prøve kræfter med Giro d'Italia fremfor mastodonten Tour de France. Men planer har det som bekendt med at ændre sig, fortæller Kim Andersen.
- Jeg bakkede ham op i Giro-planerne og lavede et program efter det, men vi ved jo godt, at Touren er vigtig.
- Vi (Lidl-Trek, red.) skal selvfølgelig køre efter etapesejre, men er også nødt til at vise os frem i bjergene, siger Kim Andersen, som kalder Skjelmoses Tour-udtagelse en holdbeslutning.
Men faktisk holder Lidl-Trek og Mattias Skjelmose sig bare til den plan, der blev lagt for tre år siden.
Dengang var 2025-udgaven af Tour de France udset som mål for Skjelmose, da det i år er sidste gang, han kan konkurrere om den hvide ungdomstrøje.
Så selvom beslutningen om, at Mattias Skjelmose skal køre Tour de France i denne sæson måske ikke umiddelbart flugter med rytterens egne ønsker, er det en beslutning, som i første omgang er groet i Skjelmoses egen baghave.
- Vi er jo bare gået tilbage til den oprindelige plan, og fordi det er sidste mulighed for den hvide trøje, så ville det være synd ikke at gå efter den, siger Kim Andersen.
Mads Pedersen sæsondebuterer i begyndelsen af februar i det franske etapeløb Étoile de Bessèges, mens Mattias Skjelmose første gang skal i løbssadlen i begyndelsen af marts ved det franske éndagsløb Faun-Ardèche Classic.