En 16-årig svensk dreng klappede fuldstændig i under et retsmøde i Retten på Frederiksberg.
Her sidder han tiltalt for drabsforsøg. Ifølge tiltalen er han blevet bestilt til at dræbe rockere fra grupperingen Comanches MC sidste forår. Det mislykkedes dog, da han aldrig fandt nogen foran klubhuset i Brøndby.
Den 16-årige erkender, at han var i besiddelse af to pistoler og patroner, men han nægter, at de skulle bruges til at begå drab.
Han havde da også efter frokost sat sig i vidneskranken og svaret på et par enkelte spørgsmål fra sagens anklager, Laura Birch, men pludselig klappede han i.
På tilhørerrækkerne havde flere personer taget plads. Flere af de fremmødte havde ifølge DR's oplysninger relation til rockergruppen Comanches MC.
De lavede også i retten tegnet "C", som bliver brugt af folk fra gruppen.
Kort efter frokost bad den 16-åriges forsvarsadvokat, Kåre Traberg Smidt, om en kort pause, så han kunne tale med sin klient.
Da de kom tilbage, meddelte forsvarsadvokaten, at den 16-årige ikke ville fortælle mere.
- Jeg har set, hvad der er sket under formiddagen og nu med folk, der går til og fra, lød det fra forsvarer Kåre Traberg Smidt.
- Jeg tror ikke, jeg skal kommentere det yderligere, sagde Kåre Traberg Smidt. Formentlig med henvisning til, at nye tilhørere var kommet til.
Bestilt opgave
Sagen er ifølge Københavns Politi en del af begrebet "crime as a service", hvor unge bliver bestilt til at begå forbrydelser - oftest i grupper på nettet.
I sagen er en 60-årig mand ligeledes tiltalt. Han er ifølge anklageskriftet tiltalt for at medvirket til drabsforsøgene ved at have stillet sin lejlighed til rådighed for den 16-årige dreng, mens han var i Danmark.
En 21-årig mand er også sigtet i sagen. Politiet mener, at det er ham, der har bestilt den 16-årige til forbrydelsen.
Han er ligeledes sigtet for at have bestilt andre unge svenskere til at begå kriminalitet i Danmark. Han nægter sig skyldig.
Efterlyst af mor: 'Spinkel af bygning med rødt hår'
Da anklagere præsenterede sagen for retten kom det frem, at dansk politi havde fået et tip fra deres svenske kolleger om, at en person med et specifikt svensk telefonnummer "om kort tid skulle udføre alvorlig kriminalitet i Danmark".
Dansk politi satte derfor en hurtig aflytning op af den telefon, som politiet formoder tilhørte den 16-årige.
Og her kunne man se, at den svenske drengs mor flere gange skrev til telefonen.
Hun havde meldt ham bortgået fra hjemmet nogle dage forinden og havde over for politiet beskrevet sin søn som spinkel af bygning. Med kort rødt hår. Sort jakke og medbragt sort skuldertaske.
Med morens signalement tog dansk politi ud i det område, hvor telefonen var blevet registreret den 15. og 16. april.
Her fandt man på et tidspunkt en rødhåret spinkel dreng cyklende på en elcykel i området. I hånden havde han en iPhone.
Da politiet visiterede ham, fandt de en bæltetaske med to pistoler med magasiner og patroner.
Politiet fandt derudover en nøglebrik til en lejlighed i området, hvor den 60-årige mand boede.
Besked: "To skud i hovedet"
Da dagens retsmøde ikke længere skulle handle om den 16-årige drengs forklaring, brugte anklagemyndigheden tid på at dokumentere den store mængde af beskeder, som den mener, at den 16-årige står bag.
Beskederne er fundet på en sort iPhone, som den 16-årige cyklede med i hånden, da han blev anholdt.
Ifølge politiet kommunikerede han både på dansk og engelsk på den krypterede beskedtjeneste "Signal".
- En del af kommunikationen havde været installeret til at blive slettet efter en kortere periode, lød det fra anklageren i retten.
Men politiet brugte et "trick" til at få adgang til den slettede kommunikation. I hvert fald de beskeder, som den 16-åriges mobiltelefon har modtaget.
Telefonen gemte nemlig de notifikationer, der var indgået til telefonen. Altså de såkaldte bannere, der popper op på iPhones, når den får beskeder.
- Dem kunne man læse, selvom beskederne var slettede i Signal, fortalte anklageren.
I retten blev flere af beskederne læst op. Det var beskeder, som den 16-årige havde modtaget, mens han var i Danmark.
I nogle af beskederne blev der spurgt til, om den 16-årige havde modtaget pistoler. Siden blev der spurgt, om han var ankommet til "den sikre lejlighed".
Der blev også diskuteret drab og skyderier. For eksempel lød det:
"Pas på dig selv. To skud i hovedet" og senere "To i ansigtet, så er han død. 200 procent."
”Vær ikke dum og skyd for meget – 2-3 gange max”, lød det i en anden besked.
Den 16-årige nåede at erkende, at den sorte iPhone tilhørte ham, og at han havde haft den i april måned, hvor han var i København.
På telefonen blev der også fundet flere billeder af en unge mand, som poserede med en pistol. Personen på billedet har rødt hår, fremgik det af billederne i retten.
Den 16-årige blev ikke spurgt til, om det var ham. Men det er politiets formodning.
Derudover også fundet billeder på telefonen af Comanches MC's klubhuse lavet som screenshots fra Google Street View.
Der forventes dom i sagen i begyndelsen af februar.