I den mexicanske grænseby Tijuana mærker migranterne allerede konsekvenserne af, at Donald Trump i forgårs satte sig for bordenden i Det Hvide Hus og reelt har lukket grænsen for dem.
På morgenen for Trumps indsættelse så man hurtigt de første tegn på, at der nu kommer andre boller på suppen.
Omkring 60 migranter ventede ifølge BBC på at tale med grænsemyndighederne i Tijuana om deres asylsag, men pludselig blev de af mexicanske myndigheder beordret over i busser, som kørte dem tilbage til et af grænseregionens mange asylcentre.
Nogle af dem nåede aldrig at få deres sag behandlet, fordi Trump-administrationen som led i den strammere asylpolitik har lukket den app, som Biden-administrationen lancerede for at få strømmen af ulovlig immigration til at falde.
Indtil i mandags kunne migranterne booke en tid gennem app'en til at få deres asylsag behandlet. Nu ved de ikke, hvad fremtiden bringer af muligheder for at søge asyl.
Trump-administrationen har allerede indført en 'bliv i Mexico-politik', som betyder, at de heller ikke længere kan komme til USA, mens de får deres sag behandlet.
Trumps planer om massedeportationer af migranter giver frygt for en humanitær krise i Mexico, da mange af asylcentrene ved den mexicanske grænse mangler plads i forvejen.
- Der er kollektiv nervøsitet over de beslutninger, der er truffet af præsident Trumps administration, siger C Jamie Marín, der er direktør for et af de asylcentre til CNN.
Myndighederne i Tijuana erklærede undtagelsestilstand i sidste uge for at være mest mulig parat, hvis Trump begynder at sende millioner af migranter retur, som han har proklameret.