Den otte år gamle Main Coon kat Mittens fik mere end hendes ejer Margo Neas havde regnet med eller betalt for, da Air New Zealand skulle flyve dyret og familien fra Christchurch i New Zealand til Melbourne i Australien. Det skriver mediet The New Zealand Herald.
Da flyet landede i Melbourne overså bagagefolkene nemlig kattens transportbur i flyets bagagerum bag en kørestol, og derfor ventede Margo Neas og hendes familie forgæves i tre timer i lufthavnen på at blive genforenet med kæledyret.
Da luftfartsselskabet endelig lokaliserede Mittens, var flyet allerede på vej tilbage til Christchurch igen. Straks piloten blev informeret om sagen, blev der sat varme på i bagagerummet, hvor temperaturen kan falde til syv grader, og hvor katten nu havde tilbragt tæt på otte timer.
Tilbage i Christchurch blev katten tilset, inden den foretog sin tredje flyvetur på et døgn, før den endelig kunne blive genforenet med familien.