Flere partier føler sig vildledt af Venstre-formand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og kræver både redegørelser og samråd.
Sagen drejer sig om Ellemanns begrundelse for, at Folketingets Finansudvalg i januar blev bedt om at hastebehandle et indkøb af nyt artilleri fra den israelske våbenproducent Elbit Systems.
En hastebehandling, de kun fik få timer til at godkende.
Både Enhedslisten, SF, De Konservative og Danmarksdemokraterne mener nemlig, de fik at vide, at indkøbet skulle hastebehandles, fordi tilbuddet fra producenten udløb få dage senere.
Men i dag skriver mediet Altinget, at en aktindsigt viser, at tilbuddet først udløb flere måneder senere, nemlig i juni.
- Det er meget alvorligt. Som medlem af Finansudvalget føler jeg mig misinformeret, siger Enhedslistens Pelle Dragsted til Altinget.
Danmarksdemokraternes Dennis Flydtkjær vil kalde forsvarsministeren i samråd om sagen.
Ifølge Altinget har fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen i går i et brev til udvalget forklaret, at det ikke var selve tilbuddet om indkøb af artilleri, der udløb, men at det i stedet var muligheden for at få det leveret hurtigt, der ville forsvinde.