En borgerundersøgelse af grindstedborgernes helbred møder nu kritik fra Ketty Hjøllund, der i 2014 mistede sin mand til nervesygdommen ALS.
De pårørende, som har mistet et familiemedlem, er nemlig ikke inviteret med til undersøgelsen, hvor borgere i byen bliver tilbudt en lægeundersøgelse, hvis de har symptomer på sygdom, som de forbinder med generationsforureningen efter Grindstedværket.
Og det skuffer Ketty Hjøllund.
- Jeg har taget det som en selvfølge, at alle os, der har mistet, kunne komme ned og være en del af undersøgelsen.
Men de pårørende har aldrig været en del af projektet, siger projektleder og cheflæge Lars Rauff Skadhauge.
- Vi er kun blevet bedt om at undersøge borgere, som har aktuelle symptomer eller sygdom, som de mener skyldes forureningen i Grindsted, siger han.
Muligheden for lægeundersøgelse er en ud af tre igangværende undersøgelser i Grindsted.