Den nye sundhedsundersøgelse i Grindsted, der skal afdække, om borgerne bliver mere syge end i andre byer, bliver et par måneder forsinket.
Det er forureningen fra det tidligere Grindstedværket, som er årsag til, at Region Syddanmark laver sundhedsundersøgelser i byen.
En tidligere registerbaseret undersøgelse i 2020 konkluderede ellers, at Grindstedborgerne ikke er mere syge end andre. DR kunne dog senere fortælle, at to forskere kraftigt protesterede mod den konklusion - særligt hvad angår nervesygdommen ALS.
Det forventes nu, at den endelige rapport vil være klar omkring årsskiftet, siger formanden for forskergruppen, der står bag sundhedsundersøgelsen, Jesper Bo Nielsen.