En mand fra Ikast-Brande er tiltalt for privat at have doneret sæd til mindst fem kvinder uden om en af de godkendte sædbanker.
Han har modtaget en bøde på 40.000 kroner. Den har han nægtet at betale, og derfor skal han i dag i Retten i Herning.
Det er ifølge vævsloven ulovligt at donere sin sæd privat.
Læge Ida Donkin, som er medlem af Etisk Råd, forklarer, at der er risiko for at overføre sygdomme mellem mand og kvinde og videre til det ufødte barn, når sæden ikke er screenet, før kvinden lader sig befrugte.
- Der er en række etiske dilemmaer i det. Det kan også ses på den måde, at det i udgangspunktet er en dejlig ting, når du gerne vil hjælpe andre. Der kan være lange ventelister, og der er mange, der har udfordringer med at skulle blive gravide, siger hun.
Ifølge den tiltaltes forsvarsadvokat nægter manden sig skyldig i at have distribueret sæd i strid med vævsloven. Derudover mener han, at sagen indeholder spørgsmål af principiel karakter.