Sveriges ambassadør i Irak er blevet opfordret til at forlade landet af den irakiske regering.
Det fremgår i en erklæring, skriver Reuters.
I samme ombæring har Iraks premierminister, Mohamed Shia Al-Sudani, bedt landets Udenrigsministerium om at hjemkalde Iraks øverste diplomat fra Stockholm.
Det skyldes ifølge SVT "den svenske regerings gentagne tilladelse til at brænde koranen, fornærme islamiske helligheder og brænde det irakiske flag".
Det sker, efter svensk politi onsdag gav tilladelse til en afbrænding af koranen og det irakiske flag uden for den irakiske ambassade i Stockholm som fandt sted torsdag. Det endte dog med, at mand bag valgte at tørre sine fødder af samt trampe på koranen og flaget.
Onsdagens godkendelse af begivenheden fik hundredvis af personer til at storme den svenske ambassade i Irak.