Bliver resultatet af valgstedsmålingerne fra første runde af det franske parlamentsvalg også virkeligheden, vil Jordan Bardella, der er leder af det franske højrefløjsparti National Samling, være en meget glad mand.
Partiet står til at få næsten 34 procent af stemmerne, og Jordan Bardella er parat til at blive fransk premierminister, hvis hans parti får absolut flertal efter anden valgrunde om en uge.
Den 28-årige partileder siger ifølge Ritzau, at han vil "sameksistere" med præsident Emmanuel Macron, men vil være "kompromisløs angående den politik, vi vil indføre".
Macrons lejr frygter dog konsekvenserne ved en sejr til højrefløjen, og Macron sagde for nogle dage siden, at en sejr til den yderste højre- eller venstrefløj vil betyde borgerkrig.
Men også hos centrum-venstre-partier, hvor den franske socialdemokrat Raphaël Glucksmann er en central figur, er man nervøse.
- Vi har syv dage til at redde Frankrig fra katastrofen, siger Raphaël Glucksmann ifølge France 24 med henvisning til valgets anden og afgørende runde 7. juli.
Der var jubel og glæde hos tilhængere af højrefløjspartiet National Samling her til aften.