Der hersker lige nu problemer med coronapasset for folk, der har fået stik nummer tre.
Det erkender Sundhedsdatastyrelsen i en mail til DR Nyheder.
Det drejer sig om personer, der skal bruge coronapasset i forbindelse med rejse til udlandet. Problemet opstår ved, at dokumentationen fra første stik i coronapasset forsvinder efter tredje stik.
- Det kan give udfordringer, hvis man skal rejse til lande, som først anser borgere som færdigvaccineret efter en karensperiode efter andet stik. Idet den første vaccination i øjeblikket ikke vises, vil det i passet se ud, som om at færdigvaccinationen først er sket for ganske nylig.
Sundhedsdatastyrelsen kan ikke sige, hvornår fejlen er rettet, men forventer at komme med en tidshorisont senere i dag.
I mellemtiden opfordres personer, der skal ud at rejse, til at lade sig PCR-teste som dokumentation.