10.000 borgere i Grindsted får i dag et brev, hvor de kan svare på, hvordan deres helbred er.
Undersøgelsen skal kortlægge de mulige sundhedsmæssige konsekvenser af forureningen i Grindsted. Det skal ske ved at invitere alle dem, der bor i Grindsted og er fyldt 18 år til en personlig samtale med en læge, hvor de kan tale om deres bekymringer og eventuelle symptomer.
Invitationer til samtalerne og spørgeskemaer skulle i første omgang have været sendt til folks e-Boks sidste efterår, men de blev forsinket på grund af lang sagsbehandlingstid hos Sundhedsdatastyrelsen. Men her til eftermiddag er invitationerne sendt afsted, siger projektleder og cheflæge Lars Rauff Skadhauge.
De personer, der får en invitation, har et par måneder til at reagere.
- Men vi går allerede nu i gang med at indkalde de første borgere, der er interesseret i at få en snak med os og en undersøgelse, siger Lars Rauff Skadhauge.