Om 30 dage må den kinesiske app Tiktok ikke være at finde på nogen føderale enheder eller systemer.
Sådan lyder meldingen fra Det Hvide Hus, skriver Reuters ifølge Ritzau.
Præsidentens kontorer i Washington D.C har udgivet et vejledningsnotat, hvor der står, at kontorerne skal sikre amerikanske data ved at slette appen.
Tiltaget er det seneste i en række, der har mindsket brugen af kinesisk teknologi, fordi man frygter, at den kinesiske regering spionerer på USA.
Kina har ifølge Ritzau tidligere meddelt, at den amerikanske bekymring over appen bygger på misinformation.
I nabolandet Canada har regeringen i dag besluttet, at statsansatte ikke må have Tiktok installeret på deres arbejdstelefoner.
Også herhjemme er der et øget fokus på Tiktok på Christiansborg.