I 2026 kan du ikke længere hive en fersk turbokylling op af køledisken i Netto, Føtex og Bilka.
Salling Group, der står bag de tre supermarkedskæder, oplyser i en pressemeddelelse, at man vil udfase turbokyllingerne fuldstændig fra sortimentet.
I 2022 udfasede koncernen de hurtigtvoksende kyllinger i det faste sortiment, men kunderne kunne stadig finde turbokyllinger som spot- eller kampagnevarer.
Kyllingerne i de tre kæder vil fremover være af langsommere voksende racer og være mærket med minimum ét hjerte fra det statslige dyrevelfærdsmærke.
I 2020 meddelte Lidl, at kæden ville stoppe salg af ferske turbokyllinger, og senere fulgte Aldi og Rema 1000 efter.
Turbokyllinger produceres verden over og kan vokse fra en vægt på 50 gram til mere end to kilo på cirka fem uger.