Morgenpost fra USA: Trump har givet sit første solointerview til Fox News. Det kom der ikke meget ud af

Donald Trump har givet sit første større interview efter indsættelsen.

Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix. Grafik: Morten Fogde, DR.

Med alle de toldmure og handelskrige, du har på bedding, hvordan vil du forsvare det over for de amerikanske vælgere, at det ganske givet kommer til at betyde prisstigninger i USA, hvor priserne i forvejen er høje? Lovede du ikke lige netop at nedbringe priserne?

Hvem vandt valget i 2020?

Hvis Grønland er så vigtig for den internationale sikkerhed, som du siger, var det så ikke bedre, om du forsøgte at samarbejde med dine Nato-allierede om at sikre sikkerheden i stedet for at true med økonomiske og militære sanktioner?

Har du tænkt dig at retsforfølge dine politiske modstandere. Ja eller nej?

Det kunne man have spurgt USA's præsident, Donald Trump, om, hvis man havde en time med ham på det Ovale Kontor. Det gjorde Sean Hannity fra tv-kanalen Fox News ikke. I et besynderligt interview, der nærmest var blottet for indhold endsige spørgsmål, blev Trump aet med hårene, og Morgenpost fra USA så med, så du ikke behøves.

Trump siger, han har været igennem "fire års helvede"

En kommunikationsmedarbejder i Det Hvide Hus har delte dette billede på det sociale medie X af interviewet, der blev optaget onsdag.

Slår man op i den journalistiske håndbog over medløberinterview, vil man møde mange af de interviewgreb, som Fox News' ankervært Sean Hannity benytter sig af over for Donald Trump: Stil åbne spørgsmål, lad interviewpersonen tale ud først i øst så i vest og giv derpå personen ret.

En længere snak om skovbrandene i Californien, som Trump lover at besøge på fredag, endte eksempelvis med, at de snakkede om det Ovale Kontor, og rollerne blev byttet rundt:

- De skovbrande er ude af kontrol, fordi der mangler vand i Californien. Det er opdæmmet oppe nordpå, og de (myndighederne i Californien, red.) kan bare åbne for det og slukke for brandene, men i stedet har de mistet alt. Det er ikke ligesom herinde i det smukke ovale kontor. Her er sprinklere, du vil ikke miste det her kontor. Forresten kan du lide kontoret? Spurgte Trump Hannity, der svarede:

- Jeg er glad for at være tilbage.

Trump tog ordet igen:

- Alle er glade for at komme herind. Jeg har haft store mænd, der træder ind af døren og bare kigger rundt.

To gange var det ved at udvikle sig til et regulært interview, da de snakkede om benådningerne af de mennesker, der deltog i stormløbet på Kongressen den 6. januar, og da de snakkede om at retsforfølge Joe Biden.

Hannity spurgte:

Hvorfor valgte du også at benåde dem, der angreb politiet den 6. januar?

- De har siddet fængslet for længe, i 3,5, år nu og under kummerlige forhold. De var der fredeligt, de protesterede mod valgresultatet, svarede Trump.

- De skal jo ikke bryde i kongressen, sagde Hannity uden at stille et spørgsmål.

- De var småtterier, små hændelser. Jeg siger ikke, at det er sådan i alle tilfælde, men der var mange patrioter blandt dem, sagde Trump.

Sean Hannity spurgte så til de benådninger, Joe Biden foretog på sin sidste dag i embedet, hvor Biden blandt andet benådede flere medlemmer af sin familie.

- Jeg blev i sin tid også spurgt på vej i ud af døren, "vil du benåde alle og dig selv inklusive?" Jeg sagde "nej, vi har ikke gjort noget galt." Og de endte med at fængsle (Steve, red.) Bannon og (Peter, red.) Navarro. Og her er Biden, han render rundt og giver alle benådninger. Men det sjove er, at han benådede ikke sig selv, sagde Trump.

Skal han undersøges af Kongressen?

- Jeg ved det ikke. Jeg gik igennem fire års helvede, betalte millioner i advokatsalærer, og jeg vandt på den hårde måde. Det er virkelig svært at sige, at de (Biden og hans folk, red.) ikke også burde gå igennem det, sagde Trump.

I forbindelse med Trumps retssager de senere år har den amerikanske Højesteret imidlertid afgjort, at amerikanske præsidenter nyder en udvidet grad af retslig immunitet. Det gælder således også Joe Biden.

Dagens video

Lad os lige runde en kvinde, der har sagt Trump og hans politik imod - og det til hans åbne ansigt. Mariann Edgar Budde, der er biskop i Episcopal Diocese i Washington D.C., er gået viralt. Hun brugte nemlig sin prædiken på at gå i rette med Trumps syn på blandt andet transkønnede og migranter. Og det i sådan grad, at Donald Trump nu kræver en undskyldning fra hende.

Hvad så nu?

Jeg har prøvet at lave dette overblik over Donald Trumps nomineringer til poster i administrationen, og de rådgivere Trump har udpeget til Det Hvide Hus.

Det var Morgenpost fra USA med sidste nyt. Vi skrives ved i morgen, hvor Donald Trump har været præsident i fem dage.