Christine Antorini stopper som direktør i Life Fonden og vil nu uddanne sig til sygeplejerske.
Hun kalder valget om at stoppe som direktør for en af sine "sværeste beslutninger, men det rigtige for et sporskifte".
- Jeg uddanner mig til sygeplejerske. Det er både vigtigt og meningsfuldt, skriver den tidligere minister på X, der førhen hed Twitter.
58-årige Christine Antorini har siddet i Folketinget i flere perioder for henholdsvis SF og Socialdemkoratiet. Hun var børne- og undervisningsminister i 2011 til 2013 og undervisningsminister i 2013 til 2015, hvor hun blandt andet stod bag den udskældte folkeskolereform.
I 2018 sagde hun farvel til politik for at begynde i jobbet som direktør i Life, der er et videnskabeligt læringscenter ved Novo Nordisk, skriver Ritzau.
Stefan Hermann, der er rektor for Københavns Professionshøjskole, tiltræder som administrerende direktør i Life Fonden 1. oktober 2023.