Sagen mod en 32-årig mand, der er sigtet for drabet på Emilie Meng, for at have bortført og forgrebet sig på en 13-årig pige fra Kirkerup på Sjælland og for et overfald på en efterskoleelev ved Sorø, kan komme for retten næste år.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden i politikredsen har anmodet Retten i Næstved om at afsætte 18 retsdage til sagen efter den 1. april 2024.
- Der er tale om en omfangsrig sag, der vedrører flere forurettede. Det er helt normal praksis, at vi beder retten om en forhåndsberammelse i større sager, også selvom vi ikke har taget endeligt stilling til tiltalespørgsmålet, siger specialanklager i sagen Susanne Bluhm.
- Formålet med en forhåndsberammelse er at mindske den tid, der går fra en eventuel tiltalerejsning til hovedforhandlingen.
Anmodningen er fremsendt i samråd med forsvareren for den sigtede i sagen, lyder det i pressemeddelelsen.
Det vides altså endnu ikke, om eller hvornår der rejses tiltale i sagen.
Den 32-årige har været varetægtsfængslet siden april i år.