Ingen afgift og en alt, alt for lille afgift.
Hverken blå eller rød blok er tilfredse med regeringens forslag om en passagerafgift på 13 kroner per flybillet, som skal finansiere grønnere indenrigsflyvning.
Hos Venstre er man helt imod en afgift.
Partiet foreslår i stedet, at man på EU-niveau arbejder for et krav om at iblande grønne brændstoffer på flyene.
I rød blok mener partierne, at afgiften er alt for lille.
Enhedslisten spiller ud med en passagerafgift på mindst 100 kroner, mens SF foreslår 125 kroner.