Opdatering: DR har efterfølgende fjernet pigens navn fra artikler.
Sagen om den 13-årige pige, der forsvandt i weekenden - og søndag eftermiddag blev fundet i live - har fået mange børn til at ringe til BørneTelefonen.
Børnene ringer, fordi de blandt andet er bange for, at det samme kan ske for dem, fortæller Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.
- Vi har fået henvendelser, i takt med at hele sagen er blevet udrullet i medierne og på sociale medier. I starten var der rigtig mange, der var meget bekymrede for pigen, hvad der ville ske, og om man ville finde hende, siger hun.
- Da hun så heldigvis blev fundet i live, er henvendelserne i højere grad begyndt at handle om, at der er børn, der går og tænker over det, der er sket, og er rigtig bange for, at det også kan ske for dem.
Børns Vilkår, der står bag BørneTelefonen, har endnu ikke overblik over, hvor mange opkald de præcis har fået.