Det udvalg i Repræsentanternes Hus, der er i gang med at undersøge angrebet på USA's kongres 6. januar 2021, har besluttet sig for at stævne ekspræsident Donald Trump.
Eks-præsidenten skal udspørges om sin rolle i det ulovlige angreb på det amerikanske demokratis institutioner.
- Vi må gå efter et vidneudsagn under ed fra den vigtigste spiller i forhold til 6. januar-angrebet, sagde det ene af to republikanske udvalgsmedlemmer, Liz Cheney, ifølge Reuters.
Beslutningen om at stævne Trump blev vedtaget enstemmigt i udvalget.
- Han har pligt til at give svar om sine handlinger, siger demokraten Bennie Thompson fra undersøgelsesudvalget til The New York Times.
Donald Trump vil formentlig gøre, hvad han kan for at undgå at skulle vidne foran kongresudvalget. Ifølge Reuters har den tidligere præsident umiddelbart ingen kommentarer.