Opdatering: DR har efterfølgende fjernet pigens navn fra artikler.
Her til eftermiddag vil politiet give status på deres efterforskning i sagen om den forsvundne 13-årige pige. Det sker klokken 15 på et pressemøde.
Det bekræfter politiet overfor DR Nyheder.
Hun forsvandt, da hun var ude med aviser i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg. Hendes cykel, taske og mobiltelefon blev siden fundet efterladt.
Efterfølgende indledte politiet en storstilet eftersøgning og efterforskning.
I dag har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meldt ud, at de arbejder ud fra en teori om, at der er begået en forbrydelse.
Politiet har afspærret et hus på en adresse, der ikke ligger langt fra området, hvor pigen forsvandt i går. Vores reporter på stedet har berettet om, at politiet blandt andet har undersøgt baghaven og det bagvedliggende skovområde, som huset grænser op til.
Pressemødet kan ses på DRTV.