I Israel har den israelske hær, kort efter midnat, ophævet de restriktioner, som blev indført, da Iran indledte sit angreb på landet lørdag aften.
Det skriver Times of Israel.
Det betyder, at blandt andet undervisningen på landets skoler kan genoptages, og at man nu igen må samles flere end 1000 personer. Derfor kan koncerter og sportsbegivenheder igen afvikles, skriver mediet.
Tidligere på aftenen søndag lød det ellers, at restriktionerne ville være gældende ind til mandag aften klokken 23.
De øvrige restriktioner, som blev indført efter terrorangrebet den 7. oktober, er stadig gældende.