De medarbejdere, der har været inde og kigge på en patientjournal tilhørende en 13-årig pige, som i weekenden ifølge politiet blev bortført, har ikke nødvendigvis kunnet læse, hvad der står i journalen.
Det siger hospitalsdirektør for Rigshospitalet Rasmus Møgelvang til TV 2.
Han siger, at journalen er "særligt skærmet", og at det kun er personer, der er ansat på den specifikke afdeling på Rigshospitalet, hvor pigen blev undersøgt, som kan læse den.
- Andre ansatte har godt kunnet søge journalen frem, men ikke læse den, siger Rasmus Møgelvang til TV 2.
Et antal medarbejdere i Region Hovedstaden og Region Sjælland er blevet hjemsendt, mens det undersøges, om de har kigget i journalen af faglige grunde.
Det er ikke oplyst, hvor mange hospitalsmedarbejdere, der i alt er blevet hjemsendt.
Rasmus Møgelvang siger, at hospitalsledelsen indtil videre kender til tre personer på Rigshospitalet, som har kigget på journalen.
To af dem var hjemsendt et enkelt døgn. Men alle tre er tilbage i arbejde, da hospitalet har konstateret, at de havde besøgt journalen af faglige grunde, siger han til TV 2.
Rasmus Møgelvang kan ikke udtale sig om, hvor mange der er eller har været hjemsendt på de øvrige hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.