Da naturbrandene raserede Hawaiis næststørste ø, Maui, var øens sirener tavse. Det har fået flere til at kritisere myndighederne, men der var en grund til, at sirenerne ikke lød. De lyder nemlig kun, når en tsunami truer, og derfor ville folk blive udsat for endnu mere fare.
Det fortalte direktøren for beredskaber, Herman Andaya, på et pressemøde torsdag.
- Befolkningen har lært at søge væk fra kysten og ind i landet, når sirenen lyder. Og havde de gjort det, havde de bevæget sig mod brandene, sagde han.
Ifølge Hawaiis guvernør, Josh Green, er dødstallet efter de voldsomme brande 110.
Det gør brandene til de mest dødelige i USA i mere end 100 år. Man frygter dog, at dødstallet bliver højere, da mange stadig er savnet.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, besøger katastrofeområderne på Hawaii på mandag.