En sjælden amerikansk guldmønt kendt som "1933 Double Eagle" er tirsdag blevet solgt for knap 18,9 millioner dollar på en auktion i New York.
Beløbet svarer til cirka 115 millioner kroner, hvilket gør det til den dyreste mønt, der nogensinde er solgt på auktion.
Da mønten blev produceret i 1933, var den 20 dollar værd.
Mønten er speciel, fordi den er blandt de sidste guldmønter produceret af United States Mint for landets finansministerium, der skulle have været i cirkulation.
Mønterne nåede dog aldrig i omløb, da daværende præsident Franklin D. Roosevelt besluttede, at USA ville droppe guldstandarden i et forsøg på at få landets økonomi ud af Den Store Depression.
Der findes i dag kun 14 kendte eksemplarer af mønten, og den amerikanske stat er i besiddelse af de sidste 13.