Fundet af otte ton kokain i en skibscontainer i sidste uge er blevet til Hollands største narkosag nogensinde.
Nu viser det sig, at skibscontaineren blev fragtet af Mærsk.
- Vi kan bekræfte, at de ulovlige smuglervarer beslaglagt i havnen i Rotterdam 13. juli 2023 blev transporteret i en Mærsk-container, skriver Mærsk til Finans.
Kokainen blev sejlet fra Ecuador til Rotterdam i Holland via Panama, oplyser de hollandske myndigheder.
Finans har tidligere beskrevet, hvordan Mærsk har ladet sig bruge af narkokriminelle i Europas to største havne, Antwerpen og Rotterdam, skriver Ritzau. Om det er tilfældet her, afviser de hollandske myndigheder at svare på.
De otte ton kokain, som blev beslaglagt fra skibscontaineren, og som menes at være 4,5 milliarder kroner værd, er 23 gange mere, end der blev beslaglagt i Danmark hele sidste år, skriver Finans.