For tredje gang lader en 32-årig mand frivilligt sin varetægtsfængsling i Emilie Meng-sagen forlænge.
Det oplyser mandens forsvarsadvokat, Karina Skou, til Ritzau.
Manden har siddet varetægtfængslet siden midten af april.
I første omgang drejede sagen sig om bortførelse og voldtægt af en 13-årig pige fra Vestsjælland, men politiets efterforskning forbandt hurtigt manden til sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng.
Han er desuden sigtet i en sag om forsøg på voldtægt af en 15-årig efterskoleelev.
Ifølge retsplejeloven skal en varetægtsfængslet som minumum for retten hver fjerde uge. Her skal der tages stilling til, om der fortsat er grundlag for at opretholde fængslingen.
Det foregår typisk ved et retsmøde, men det kan undgås, hvis den sigtede frivilligt lader sin fængsling forlænge.
I sagen om den 13-årige pige har den sigtede erkendt sig delvist skyldig. Han nægter sig dog skyldig i forbindelse med Emilie Meng-sagen samt sagen fra Sorø, skriver Ritzau.