Som det sidste støtteparti melder Radikale Venstre nu ud, at de ikke ønsker at lade uafhængige advokater vurdere, om der er grundlag for at føre en rigsretssag mod statsministeren i minkskandalen.
Og dermed er der ikke politisk flertal for en advokatvurdering.
Det skriver Sofie Carsten Nielsen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.
Formiddagens udmelding kommer ovenpå et ekstraordinært møde i Radikale Venstres hovedbestyrelse.
Sofie Carsten Nielsen supplerer sin fredning af Mette Frederiksen med en opfordring til at Mette Frederiksen hurtigt udskriver folketingsvalg inden Folketingets åbning den 4. oktober.
- Det er tid til en ny start. Der skal bygges bro igen, og jeg tror på, at et Folketingsvalg er en forudsætning for det. Der er brug for ny luft - der er brug at høre danskerne. Der er brug for en ny regering, der breder magten ud i stedet for at centrere den om sig selv.
- Derfor opfordrer vi i dag Mette Frederiksen til at udskrive valg i Danmark efter sommerferien - og senest inden Folketinget igen samles til oktober. Der er brug for en ny start, skriver Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:
- Vi vil gå til valg på en bred regering bestående af både blå og røde partier.