12 personer er kommet til skade, efter en bus i aftes kørte ind i en skole i Oslo i området Tøyen. Det bekræfter politiet over for norske VG.
To personer er i kritisk tilstand, mens én er alvorligt skadet. Resten betegnes som lettere skadet, oplyste operationsleder Bjørn Gunnar Nysæter i aftes.
Ifølge politiet kørte bussen af vejen og ind i skolen. 11 personer befandt sig inde i bussen, mens en af de tilskadekomne blev ramt udenfor.
I løbet af natten har politiet lavet undersøgelser på stedet, som de var færdige med omkring klokken 2.30. Ifølge myndighederne tyder alt på, at der er tale om en ulykke, skriver VG.