Skoler og dagtilbud i Aalborg kan forvente nogle hårde år.
Børne- og Undervisningsudvalget skal finde besparelser for mere end 100 millioner kroner fordelt over de kommende tre år.
- Det svarer til 2,5 procent af budgettet på området. Det kommer til at gøre ondt på alle, forudser den konservative rådmand, Morten Thiessen.
Børne- og undervisningsudvalget holdt et indledende sparemøde i går, hvor der blev drøftet konkrete spareforslag - men endnu for lukkede døre.
Ifølge Morten Thiessen kommer så omfattende besparelser til at kunne mærkes på det meste af børne- og ungeområdet.
- Intet er fredet. Der kommer et egentligt sparekatalog med de mindst ødelæggende forslag inden sommer, siger Morten Thiessen.
I alt skal Aalborg Kommune spare 250 millioner kroner.
Ifølge Morten Thiessen skal det gøres for at fylde kommunekassen så meget op, at kommunen ikke bliver sat under administration.