En voldsomt fejlslagen høst i Nordkorea får mærkbare konsekvenser for landets befolkning.
70 procent af nordkoreanerne lever på madrationer, der plejer at ligge på 550 gram om dagen. Men i år har nordkoreanerne været nødt til at overleve på 300 gram om dagen. Det oplyser FN.
- I år har de haft en reel serie af chok vejrmæssigt. De har haft det hele. Lidt regn, så en hedebølge og så oversvømmelser, siger Mario Zappacosta, der som seniorøkonom ved FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation besøgte landet i sidste måned, til BBC.
300 gram mad svarer til knap tre æbler om dagen.
Men FN frygter, at rationerne kan blive beskåret yderligere inden næste høst, der ligger seks måneder ude i fremtiden.
- Hvis det internationale samfund ikke gør noget meget snart, er der nogle grupper, der vil lide. Børnene, de gravide kvinder, ammende mødre, siger Mario Zappacosta.
Sultkrisen i landet er ifølge FN kun blevet værre som følge af de økonomiske sanktioner i landet. Og netop sanktionerne overvejer den amerikanske præsident, Donald Trump, at indføre flere af for at lægge pres på Nordkorea og få landet til at afvikle sit atomprogram.
Tilbage i februar i år sluttede et planlagt topmøde i Vietnam mellem USA’s præsident og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, brat. Ifølge Donald Trump fordi Nordkorea ville have, at USA droppede samtlige sanktioner mod landet, hvis Nordkorea til gengæld stoppede atomaktiviteterne.
Det afviser Nordkorea, som hævder, at de var klar til at stoppe atomaktiviteten, hvis USA droppede halvdelen af sine sanktioner.
Heller ikke vejret de første par måneder af 2019 ser ud til at komme de sultende nordkoreanere til undsætning.
Normalt ville der være faldet sne, der beskytter afgrøder som hvede, byg og kartofler, der kan høstes tidligt. Men den sne har været så godt som ikke eksisterende, og FN vurderer, at alene den tidlige høst vil være 20 procent mindre end normalt.
Sådan så de tørre marker ud, da DR's Asien-korrespondent Philip Khokhar besøgte landet tidligere på året:
Det er ikke nyt, at der er problemer med sult og mangel på fødevarer i verdens mest lukkede land. I 1990'erne menes tusinder at være sultet ihjel, og FN's fødevareprogram brødføder stadig 770.000 kvinder og børn i landet.
Ifølge fødevareprogrammet er der 10,1 millioner mennesker i landet, der lider under akut mangel på mad.
Situationen i Nordkorea fik i starten af april den administrerende direktør for FN's fødevareprogram, David Beasley, til at se udover de internationale sanktioner mod landet.
Han bad blandt andet Det Hvide Hus og andre vestlige donorer om at sætte børns liv over politik ved at komme med en større nødhjælps-indsprøjtning til Nordkorea.
- Det her er et alvorligt problem, og børn vil blive ramt alvorligt, hvis vi ikke gør noget, før den magre sæson for alvor går ind i juni, sagde David Beasley til The Guardian.
På det tidspunkt havde Rusland sendt 50.000 ton hvede til landet, og Kina ville ifølge fødevareprograms-direktøren også gøre noget.
- Hensynet har handlet om ikke at hjælpe regimet. For os handler det om ikke at lade børn sulte på grund af politik, lød det fra David Beasley.