Når størstedelen af personalet på USA's ambassade i den afghanske hovedstad, Kabul, i de kommende dage forlader det krigsplagede land, så bliver det med massiv opbakning fra amerikansk militær.
I hvert fald indsætter Pentagon 3.000 ekstra soldater i Kabuls lufthavn med det ene formål at få det amerikanske personel sikkert hjem. Det oplyser Pentagon ifølge Reuters.
De første soldater vil ankomme til Kabul i løbet af de næste 24 til 48 timer, lyder det, og de vil blandt andet sørge for, at det amerikanske ambassadepersonale bliver fløjet med helikoptere fra ambassaden til lufthavnen.
Udmeldingen kommer, umiddelbart efter at det amerikanske udenrigsministerium har meddelt, at man vil nedskalere den diplomatiske tilstedeværelse i Afghanistan på grund af den forværrede sikkerhedssituation i landet.