Regeringen er i forhandlinger med det centralafrikanske land Rwanda om blandt andet flygtninge.
Det siger udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til DR Nyheder.
Han fortæller, at forhandlingerne drejer sig om to spor: Et udviklingsspor i forhold til Rwanda, og så nævner han "flygtningesporet" som det andet.
- Altså hvordan vi kan hjælpe flest muligt flygtninge i Rwanda - hvordan vi kan undgå, at flygtninge sætter sig i bådene henover Middelhavet og i sidste ende kommer til Skandinavien.
Selvom han bliver spurgt flere gange, vil han ikke gå ind i detaljerne om forhandlingerne - han fortæller dog, at de er begyndt at blive "mere detaljerede".
Ministeren har desuden indkaldt ordførerne i Folketinget til drøftelser.
Et modtagecenter uden for EU, hvor personer, der søger asyl i Danmark, kan opholde sig, mens deres asylansøgning bliver behandlet, var et af regeringens store valgløfter i 2019.
Hvorvidt et modtagecenter er en del af forhandlingerne, har DR ikke været i stand til at få bekræftet.