Der bliver snøftet og trukket dyner helt op under hagerne rundt om i mange danske hjem for tiden.
I hvert fald viser den ugentlige influenza-opdatering fra Statens Serum Institut, SSI, at et stigende antal personer smittes med sygdommen lige nu, skriver Ritzau.
- Influenza er på nuværende tidspunkt den hyppigst påviste virus, men der påvises også en del adenovirus og covid-19, skriver SSI i en pressemeddelelse.
De fleste kender nok covid-19 efterhånden, mens adenovirus er et såkaldt forkølelsesvirus, der også er smitsom. Det er i høj grad børn, der holder smittespredningen i gang.
Der er sæsoninfluenza hver eneste vinter, men ifølge SSI viser undersøgelser, at voksne over 30 år typisk kun rammes af sengekrævende influenzasygdom cirka hvert femte år.