En regnefejl har kostet posterne for hele ledelsen i Gudenådalens Energiselskab.
Varmeforsyningen fortalte i første omgang forbrugerne, at varmeregningen kunne stige med op til 185 procent, men så blev det afklaret, at det var en fejl, og at prisen stiger meget mindre end det.
Hvor meget prisen ender med at stige, bliver meldt ud senere på ugen.
Fejlen fik flere bestyrelsesmedlemmer til at udtrykke mistillid til formand, kasserer og direktør, og de er nu fortid i selskabet.
Karina Jensen fra Ulstrup er en af de forbrugere, der fik et chok.
- Jeg har jo decideret stået med tanken om at skulle flytte eller droppe mit studie. Jeg har talt med min bank og brugt en masse energi på det her, og så kommer de ud og siger, at det har været en regnefejl..!