Uacceptabelt sprogbrug og for få partshøringer.
Der er hård kritik af af det samlede social- og familieområde i Nyborg Kommune i en ny rapport, der blev fremlagt på et pressemøde i dag.
Kritikken gælder blandt andet mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning og handling på underretninger, elementer af forråelsesadfærd og utilstrækkelig ledelse.
Analysefirmaet BDO har derudover gennemgået 380 underretningssager. Her viser det sig, at der i mere end halvdelen af sagerne ikke er blevet gennemført lovpligtige børnesamtaler.
- Det kan vi ikke være bekendt. Det er vi meget kede af, siger direktør for Social og Familie i Nyborg Kommune Lone Grangaard Lorenzen på pressemødet.
Borgmester Kenneth Muhs (V) kalder rapportens konklusioner for "helt uacceptable".
- Borgerne skal have fuld tillid til, at vi behandler alle sager korrekt. Det har vi ikke gjort, og det vil jeg gerne beklage.