Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, prøver igen, igen at overbevise Ukraines allierede om at sende flere luftforsvarssystemer i ukrainernes retning.
Denne gang lyder ordene sådan her i en tale:
- Ukraine har ikke bedt jer om at sende soldater for at kæmpe mod russiske besættere - ukrainerne holder selv frontlinjen og modtager militær assistance. Men nu er bistanden meget begrænset, og i særdeleshed venter vi stadig på ny støtte fra USA (...), siger Zelenskyj.
Præsidenten har flere gange særligt lagt pres på USA.
I løbet af fredagen kom det frem, at Nato har besluttet at give flere luftforsvarssystemer til Ukraine og senere i denne weekend forventes det, at Repræsentanternes Hus i USA skal stemme om en stor hjælpepakke til Ukraine.