Flere ældre danskere bliver for tiden konstateret smittet med corona.
Det viser den ugentlige tendensrapport fra Statens Serum Institut, SSI.
I uge fire blev 36 ud af 100.000 indbyggere over 80 år testet positive, mens tallet i uge fem var steget til 48. Det er sket, selv om antallet af positive per 100.000 indbyggere på tværs af alle aldersgrupper faldt fra 18 i uge fire til 17 i uge fem.
Når flere ældre smittes, påvirker det som regel også antallet af indlæggelser. Det er også tilfældet her, da antallet af indlagte steg fra 145 til 177 i uge fem, hvor der samtidig er registreret 40 corona-relaterede dødsfald.