Mette Frederiksen duellerede mod Lars Løkke Rasmussen, da hun i 2019 vandt valget og blev statsminister.
Men til det kommende valg til Folketinget kommer hun ikke til at stå over for én, men to borgerlige statsministerkandidater.
Det står klart, efter den konservative leder, Søren Pape Poulsen, i dag meldte sit kandidatur som statsminister.
- Først og fremmest skaber det en masse forvirring. Både om, hvem der er oppositionsleder, og hvem man kan forvente, man vil stille med som egentlig statsministerkandidat. Det er da noget forvirrende, at man i en opposition ikke engang kan gøre op med sig selv, hvad det er for en kandidat, man skal have til statsministerposten, siger Mette Frederiksen.
Hun hæfter sig også ved, at Søren Pape Poulsen har meldt ud, at han vil afskaffe retten til tidlig pension.
- Det næste folketingsvalg bliver en reel folkeafstemning om Arne-pensionen, fordi Søren Pape Poulsen går til valg på at afskaffe den, siger Mette Frederiksen.