Selvom valgets resultater ikke er kommet, så frygter den franske præsident, Emmanuel Macron, at højrefløjen vil stå som den sejrende part ved parlamentsvalget.
Valgets første runde kan blive en succes for højrefløjspartiet National Samling, idet valgstedsmålinger viser, at partiet kan have fået hver tredje stemme.
Macron siger her til aften, efter valgstederne lukkede, at vælgerne skal stå sammen mod højrefløjen i valgets anden runde, der finder sted 7. juli.
- Over for National Samling er tiden kommet til en bred og klart demokratisk og republikansk alliance i den anden runde, siger præsidenten i en skriftlig udtalelse ifølge Ritzau.
Centrumalliancen Ensemble, hvor Macrons parti er med, står ifølge valgstedsmålingerne til at få mellem 20,5 og 23 procent af stemmerne, mens National Samling står til 34 procent. Venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront (NFP) står til at blive næststørst med 29 procent ifølge målingerne, som Ritzau citerer.