Amerikanske bankkunder skal ikke være bange for, at deres indlån i bankerne forsvinder.
Det siger USA's præsident, Joe Biden, efter Silicon Valley Bank (SVB) i fredags måtte kaste håndklædet i ringen. Senere måtte banken Signature gøre det samme.
Men den amerikanske banksektor er generelt sikker trods den seneste udvikling, forsikrer Biden under en kort videotale fra Det Hvide Hus, beretter nyhedsbureauet AFP.
- Amerikanerne kan have tillid til, at banksystemet er sikkert. Jeres indlån vil være der, når I har brug for dem, siger han.
Det var finansmyndighederne i delstaten Californien, der fredag beordrede Silicon Valley Bank lukket. Derefter trådte de amerikanske myndigheder til og overtog banken.
Banken endte i første omgang i økonomisk modvind, da en stor del af dens kunder ville have deres penge udbetalt. Det ønske kunne SVB ikke efterkomme.