Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fortæller, at det er 'kæmpe opgave' at få fløjet både danske statsborgere, afghanske tolke og andre grupper ud af Afghanistan lige nu.
Han kan ikke sætte et samlet konkret tal på, men fortæller, at det er et stort antal personer, som de danske militærfly skal forsøge at flyve ud af lufthavnen i Kabul, hvor der hersker kaotiske tilstande.
- Det er hundreder af personer, det drejer sig om. Vi har også kontakt til vores lokalt ansatte ved den danske ambassade. Det er selvfølgelig stærkt udfordrende, mobilnettet er nede flere gange, og det er svært at kommunikere.
- Jeg forstår i den grad den utryghed, usikkerhed, frustation, der er, ikke mindst hos vores lokalt ansatte. Men de skal vide, at vi knokler alt det, vi kan for at løse opgaven.
Jeppe Kofod fortæller, at op mod 60 danske statsborgere har henvendt sig inden for det seneste døgns tid med ønsket om at blive hjulpet ud af Afghanistan.