Israelske soldater på landjorden har i nat gennemført det største angreb i Gazastriben siden den 7. oktober. Det oplyser den israelske hærs radiokanal, der er landsdækkende, skriver flere medier, deriblandt Reuters og Sky News.
Ifølge hæren var det et "relativt stort angreb" på Hamas-mål i Gazastriben, og det beskrives som det største, hæren hidtil har udført siden Hamas-bevægelsens terrorangreb i Israel den 7. oktober.
- Som en del af forberedelserne til næste stadie i krigen, har IDF udført en operation i det nordlige Gaza. Kampvogne og infanterister fik ram på flere terrorceller, infrastruktur og poster, der affyrede panserværnsraketter. Soldaterne er nu tilbage på israelsk territorie, skriver den israelske hær, IDF, på X.
I går sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel forbereder en landinvasion af Gaza. Han siger dog ikke noget om et konkret tidspunkt.
- Hvornår sådan en kommer til at finde sted, det vil jeg diskutere med landets krigskabinet, sagde han og opfordrede samtidig alle israelere til at bære våben.