Selvom Tyrkiet var med til at skrive under på Paris-aftalen tilbage i 2016, så har landet været tilbageholdende med at tilslutte sig den officielt. Det har man dog valgt at gøre nu få uger før det store klimatopmøde i Glasgow.
Det skriver AP.
Tyrkiet var et af seks lande, som indtil onsdag ikke havde tilsluttet sig aftalen.
Beslutningen kommer efter et år, hvor Tyrkiet har været ramt af nogle af de værste naturkatastrofer i landets histore. Senest oversvømmelser i august, hvor mindst 58 personer mistede livet.
Paris-aftalen er lavet med en ambition om at begrænse den globale opvarmning.
Klimatopmødet, også kaldet Cop26, starter den 31. oktober.